33 år og lige pludselig meget voksen.

Det hele vælter rundt som en stor tornado – glæden, spændingen, det usikre, den hårde tid, det økonomiske, utrygheden, det udvise, er det rigtige jeg gør, min store drøm, vores drøm, er vi klar til sådan et projekt, hvad hvis alt går galt, lykken om et hus, den ambivalente følelse som sidder i maven, i bund og grund en sindssyg rutschebane tur.

Vi er lige vendt hjem fra en super ferie i USA, den 11/10-17 vælter jeg ud af min seng med jetlag efter en nattesøvn der ikke er eksisterende og en døgnrytme der er helt fucked op. Vi skal se på 4 huse den dag, for nu skal vi sgu for alvor i gang med at kigge på huse (efter at have boet i samme lejlighed på 54kvm i 12 år) (der har været fortaget flere ”mord” i den lejlighed).

Da vi er til fremvisning af det hus vi har købt, sker der en forelskelse mellem min kæreste og huset. Han vil KØBE det!!

Jeg er der slet ikke, hvad skal vi med et gammelt 70´er hus, der efter min mening var lige til at jævne stille og roligt med jorden? Det er tid til at snakke (virkelig snakke)!

Hvad fanden er det egentlig vi vil?? Tanken om at flytte i hus, har altid været at det skulle være NYT, kun lige en omgang maling og ellers ikke andet. Vi er jo begge håndværks mæssigt handicappet.

Efter snakke frem og tilbage, kommer vi begge frem til, at vi ikke synes ny bygget huse, ikke har den sjæl vi søger. Og derfor er det altså et renoverings-projekt vi skal have gang i for at få vores DRØMMEHUS. Og derfor… Vi skal købe ´det´ hus